Michala Petri is a champion of this instrument.
Lutz Lesle, Das Orchester, 01/2016, Seite 79
15.February 2016
Circe der Blockflöte – so möchte man sie hofieren. Mit ihrer atemberaubenden Virtuosität beflügelt die Dänin die Fantasie zeitgenössischer Komponisten. Um die Fülle ihres Repertoires zu dokumentieren, gründete sie 2006 sogar ein eigenes CD-Label. Das erste der ihr zugedachten Konzerte stammt von Thomas Koppel, dem jüngsten Spross einer Musikerfamilie, die sich vor der Judenverfolgung im besetzten Dänemark nach Schweden retten konnte. Des konventionellen Lehrbetriebs am Kopenhagener Konservatorium überdrüssig, gründete er in den 1960er Jahren mit seinem Bruder Anders die Rockgruppe Savage Rose, die bald Kultstatus erlangte. Späterhin widmete er sich der Komposition sozialkritisch engagierter Musik.
Moonchild’s Dream (1990/91), ursprünglich für ein Musikvideo von Danmarks Radio bestimmt, kreist um die Hoffnungen und Ängste eines kleinen Mädchens aus der Gegend des Kopenhagener Südhafens. Ein Trommelschock erschreckt zu Beginn nicht nur den Hörer, sondern auch die Blockflöte, die mit flatterhaften Arpeggios einsetzt, bevor sie in einem elegisch getönten Melodienzug zur Ruhe kommt. Ein graziöser Pas de deux mit der Solovioline (2. Satz) und verzückte Pirouetten zu federleichten Harfen- und Streicher-Tupfern (3. Satz) spiegeln die Träume des Mondkindes, bevor sich der illusionäre Kreis mit Trommelgepolter und scheuem Flötengewisper schließt.
Inzwischen über 80 Jahre alt, sorgt der „etablierte Außenseiter“ Pelle Gudmundsen-Holmgreen mit seiner dinghaften, quasi bildhauerischen, affektscheuen Tonkunst – die er „konkret“ nennt – immer wieder für Unruhe im Staate Dänemark. 2014 schrieb er Michala Petri ein Konzert mit dem wortspielenden Titel Chacun Son Son (Jedem seinen Ton), worin die verschiedenen Klanggruppen – Holzbläser, Blech, Streicher und Schlagwerk – unbeirrt ihre eigene träge Spur ziehen, ohne sich aufeinander einzulassen. Von einem langgestreckten Kanon ausgehend, gleicht das Stück eher einem Ritual als einem Konzert.
Das dritte, von den Aalborger Sinfonikern unter Henrik Vagn Christensen mit Liebe und Leidenschaft ausmodellierte Blockflötenkonzert stammt von dem Färinger Sunleif Rasmussen. 1961 auf der „Sandinsel“ Sandoy im Süden der Färöer geboren, wurde er nach Vorstudien in Norwegen Kompositionsschüler von Ib Nørholm in Kopenhagen. Seine erste Symphonie Oceanic Days gewann 2002 den Preis des Nordischen Rates. Die zweite The Earth Anew mit Männerchor, Sopran und Bariton (zum Sibelius-Jahr 2015) erlebte kürzlich in Helsinki ihre Premiere.
Mag die Idee zu den Territorial Songs, die Rasmussen 2008/09 als Residenzkomponist von Sønderjyllands Symfoniorkester für Michala Petri komponierte, auch einer Novelle von Italo Calvino entspringen – die maritime Aura des Konzerts ist nordatlantischer Natur. Die reviermarkierenden Vogellaute entziehen sich stellenweise der Takthoheit des Dirigenten. Um das ozeanische Raumgefühl noch zu steigern, wechselt die eminent geforderte Solistin von Satz zu Satz ihr Instrument (Sopran-, Alt- und Tenorflöte). Die drei Orchesterflöten tönen von draußen her wie Stimmen ferner Meeresvögel.

Lutz Lesle, Das Orchester, 01/2016, Seite 79

In all the three concertos she performs with her customary precision, delicacy and virtuosity.
John Turner, Recorder Magazine, UK
27 December 2015
This CD contains three extremely diverse recorder concertos. Thomas Koppel was one of the sons of the distinguished Danish composer Herman David Koppel, whom I remember meeting many years ago (and trying unsuccessfully to persuade him to write for the recorder!) at the Tivoli Concert Hall in Copenhagen – it was a memorable concert as it was my first hearing of Nielsen`s lovely Springtime in Funen.) Thomas founded an experimental rock group, Savage Rose, which achieved cult status. But latterly he turned to serious composition, before his too early death in 2016. The concerto Moonchild`s Dream (which Michala Petri has already recorded on a previous disc) is “easy listening” (very!), but I say that not in any pejorative sense. The work is filmic  (indeed, it was written for a film project about a Copenhagen street child), very melodic (catchy even), and has in spades what the recorder does best – showy decoration and manual dexterity. There are constant colourful diatonic roulades of scales and appeggios, while the orchestral textures are dominated by lush strings and harp (other woodwinds is used sparingly but tellingly). The solo instrument almost sounds like panpipes, and there is a cosy quasi-Celtic atmosphere to the music. The sound just washes over you in wawes – ideal for a long car journey!

In total contrast the single movement work by Gudmundsen-Holmgreen (Chacun Son Son – “to each his own sound”) is hardly a concerto at all. The recorder leads the woodwind group as primus inter pares, whilst the other sections of the orchestra are treated independently, often attacking each other with some brutality! Charles Ives comes to mind! At the start the bass recorder is surrounded by seemingly inconsequential thwacks, explotions, grunts and squecks, but gradually the music assumes the character of a rather heated jam session, and, after a high cadenza for the  sopranino recorder fighting against the full orchestra, a solo violin memorable interposes its own cadenza, before the music splutters to a halt. Chaotic, but organized chaos, with some wonderful (and intentional!!) mistunings. It is all really rather exciting to listen to!

The most extensive work on the disc in the Faroese composer Rasmussen`s Territorial Songs (the title refers to birdsongs – more specifically birdcalls in defence of their territory). The first movement, ushered in the bells, is a torrent of birdsong on the solo recorder, rather reminiscent of Messiaen`s piano evocations of birdsongs. The misty-sounding second movement seems to evoke an eerie seascape of high cliffs, with the roosting birds making repeated plaintive calls. In the third movement the music subsides and the solo recorder converses with three flutes spatially spread out around the concert hall. The fourth movement used the tenor recorder beautifully, letting it slither around sensuously, and culminating with the fragile but haunting sound of the soloist singing the twittering of the opening, but this time the birds song is even more manic, and the music pushes the soloist`s technique to the limit. This is a striking and effective concerto, showcasing very effectively Michala Petri`s awesome talents.

In all the three concertos she performs with her customary precision, delicacy and virtuosity. I have never no doubt that the orchestra will have enjoyed the sessions, particulary letting their hair down in Chacun Son Son. Highly recommended! 
John Turner, Recorder Magazine, UK

Remarkable Playing, Michala Petri is a champion of this instrument.'
GEOFF PEARCE, Spotlight, Australia
19.November 2015
This is another CD featuring the great Michala Petri playing music from her homeland. All the works were written for her, and two are first performances. The quality of the recording on this Super Audio CD is first class, even on a conventional player, and the performances are exemplary.
The first work is by Thomas Koppel, who came from a well-known Danish family. His sister is well-known to Australian audiences as a leading soprano with Australian Opera during the 1970s and 80s. Thomas, whilst trained in classical music, was a force in rock music before returning to classical during the last fifteen years of his life. This piece, Moonchild's Dream, written during the last year of his life, 'focuses on the hopes and dreams of a little girl living in the south harbour district of Copenhagen, one of the city's poorest neighbourhoods'. As the most readily accessible of the works on this disc, I think it will be enjoyed by all.
The first movement, 'Largo Fluente', has a lovely rhapsodic opening section which is meant to evoke the play of light across the surface of the harbor in the morning.
The second movement, 'L'istesso tempo ...', is, largely, a recorder and violin duet. This lovely, evocative music represents the dreams and hopes of a still innocent young girl. The tempo picks up and the mood darkens, but never threateningly so, and then the music reverts back to the earlier calm. This music has an ethereal quality, and is lovingly orchestrated.
Moonchild dreams of being a dancing princess in the third movement, marked 'Prestissimo'. The speed of Michala Petri's articulation in this enchanting and refreshing music is amazing. The middle section is dominated by an eerie cadenza where the soloist is accompanied by an extremely quiet roll on the bass drum, to which is later added some string clusters. The earlier calm returns briefly but is not convincing — the dream has been shattered.
The last movement, 'Largo ...', opens with thudding percussion. The concerto's opening cantilena is repeated in the recorder, but an octave higher. This beautiful but bitter sweet music is wistful, as if the child's dream will never be realized.
The next work, Chacun Son Son (2014), by Pelle Gudmundsen-Holmgreen, is a fifteen minute concerto for recorder and orchestra. This is a play on the French phrase A Chacun son goût (originally 'to each their own taste', but here becoming 'to each their own sound'). In many ways this is the most challenging work here for the listener, but the disc provides good programme notes, and as long as you approach the work with an open mind, you'll be beguiled by the ever-changing textures, the commitment of the performers and the wit of the composer. It's well worth a listen.
The final composer is Sunlief Rasmussen, born on the Faroe Islands, and his concerto, Territorial Songs, was written in 2009. The piece is inspired by a couple of lines in Italo Calvino's novel Mr Palomar. Mr Palomar was very taken with birdsong. The work takes the idea of how birds use songs to mark out their territories, and how their songs will change when there are incursions. The composer extended this idea to the sections of the orchestra, and he has some groups of players (which may not be on stage but in other places around the hall) play independently of the conductor. It is as if these groups are marking their own territories.
The opening movement, 'Leggiero', opens with tubular bells, and the recorder soon joins in with birdsong-like patterns which are broken by orchestral interjections.
It runs into the next movement (as they all do). The second movement, 'Misterioso', is nebulous, often veiled, and the texture is constantly changing which adds to the restless nature.
'Espressivo' has a sort of gamelan percussion effect, interspersed with brass interjections and figures of rapid repeated notes in the recorder.
I think 'Tranquillo' is the emotional heart of the work. In a haunting section towards the end of this movement, the recorder player has to sing and play at the same time. Michala Petri does this so well, and the effect is beautiful.
The last movement, 'Leggiero', both virtuosic for the soloist and dramatic at the same time, provides a kaleidoscope of sound and a suitable ending for this work.
This disc contains remarkable playing by the soloist and orchestra, and the music is quite interesting and varied. I enjoyed it all, but I think the first piece, Moonchild's Dream, will appeal to most people. It is great to see so much new music being written and recorded for recorder and orchestra, and Michala Petri is a champion of this instrument.
GEOFF PEARCE, Spotlight, Australia

Albummet er en demonstration af Michala Petri`s mesterskab
Jens Cornelius, Klassisk
16.November 2015
5 stjerner
Alle blokfløjtens afkroge
Forhåbentlig skræmmer den spøjse albumtitel ikke publikum væk! For cd`en med nye blokfløjtekoncerter er noget af en manifestation.
Første komponist er Thomas Koppel. Efter sit brud med den klassiske  tradition omkring 1970 skrev han stort set ikke partiturmusik. De vigtigste undtagelser blev lavet til Michala Petri, som har indspillet hans musik 2 gange tidligere, også dette værk, ”Moonchilds Dream” fra 1991. Her lykkedes det Thomas Koppel ar forene sin fabulerende fusionsstil med et klassisk format, endda tilsat et politisk indhold. Månebarnet i musikken er en drømmende proletarpige i Sydhavnen, hvor Koppels hjerte havde hjemme.
Som i andre tilfælde synes jeg, at hans politiske tanker kan blokere for musikken, men ellers er det svært at stå for det melodiske koncertstykke. Michala Petri spiller besjælet og med en meget smuk klang og et naturligt greb om stilen. Også dirigenten Henrik Vagn Christensen og produceren får det bedste ud af Koppels partitur, fra en næsten uhørlig rumlen til de ublufærdige følelsesudbrud.
Med et brat skift følger 82-årige Pelle Gudmundsen-Holmgreens nye værk ”Chacun son son” (Hver sin klang). Idéen er, at træ- og messingblæsere, strygere og slagtøj holdes uforsonligt adskilt. Det samler sig aldrig, men forløber på sin egen måde udmærket alligevel. Musikken bevæger sig mod et medrivende klimaks, som helt efter bogen ender på kanten med en solokadence. Men den er for violin!
Gabet er afgrundsdybt fra Thomas Koppels strygen med hårene til Pelle Gudmundsen-Holmgreens kontrære klangverden, hvor uforenlighed er et grundprincip. Og hvor hvert motiv vrides ud som af en sur karklud. Dryp efter dryp er det en oplevelse – og med en egen selvmodsigende hensigt også virkelig underholdende. Bedre galde findes ikke i dansk musik.
Sidste værk er Sunleif Rasmussens femsatsede ”Territorial Songs” fra 2009. En indholdsrig og virtuos solokoncert, hvor solisten er hyperaktiv som en fugl besat af sin territorialsang. Orkestret er spændt hårdt for af det myldrende partitur, hvor enkeltstemmer på skift kører solo. Rasmussens kup er, at solokadencen med magisk virkning bliver et indadvendt mysterium i koncertens eneste rolige afsnit. På én gang syngende og fløjtende forvandler blokfløjten sig her til en menneskefugl langt ude i Atlanten.
Albummet er en demonstration af Michala Petri`s mesterskab, men også af dansk/færøsk musiks næsten bizart mangfoldige frugtbarhed. Jens Cornelius, november 2015
Jens Cornelius, Klassisk

Jeg blev overrasket over det væld af udtryk, Michala Petri behersker.
Sune Anderberg, Seismograf,(Magazine for contemporary Music)
25.November 2015
Michala Petri viser med to nye udgivelser, at hun er godt i gang med at børste barokstøvet af den udskammede blokfløjte. Det kan resultere i Nordisk Råds Musikpris tirsdag, men statistikken er imod os.
af Sune Anderberg
I 97 var det dybest set bare feje hold. Dengang løb islandske Björk med Nordisk Råds Musikpris for næsen af Michala Petri, men hvad skulle man også stille op over for så ikonisk en sangerinde? Nu skal man selvfølgelig ikke tage den slags musikpriser alt for tungt, og da slet ikke så geopolitisk knudrede størrelser som Nordisk Råds Musikpris. Alligevel har den danske delegation i år givet Petri et forsøg mere, og det er på alle måder et ’opgraderet produkt’, vi har sendt af sted denne gang.
Siden sidst har Petri ikke bare modtaget Sonningprisen og et ridderkors. Der er også blevet skrevet et utal af nye værker specifikt til den københavnske blokfløjteveteran. Vivaldi og Telemann lusker stadig rundt i hendes repertoire, men nu er det side om side med Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Bent Sørensen, Peter Bruun, Axel Borup-Jørgensen, Vagn Holmboe, Thomas Koppel, færøske Sunleif Rasmussen og svenske Daniel Börtz. Alle sammen komponister, der tidligere har modtaget eller været nomineret til Nordisk Råds Musikpris, og det er jo ikke kun godt i forhold til Petris egne chancer for at slutte sig til selskabet – det er også godt for selve blokfløjten, at den finder en vej tilbage i samtidsmusikken efter længe at have været udkonkurreret af tværfløjten.
Ambitionen om at gøre instrumentet nutidigt har fulgt Michala Petri siden de første udgivelser i halvfjerdserne. Det var ganske vist barokken, der fyldte mest – for de fleste værker for blokfløjte blev nu engang skrevet i barokken – men komponister som Henning Christiansen og Luciano Berio sneg sig også med som sjældne gæster, og det viser bare, at det ikke kun er inden for de seneste ti år, man har taget fejl, hvis man udelukkende har forbundet Petri med Bach-industri og støvkostklassik. Alligevel er det ret tydeligt, at der er sket en udvikling, siden hun sammen med Lars Hannibal stiftede pladeselskabet Our Recordings i 2006 og derefter selv har haft den kunstneriske kontrol over sine udgivelser.
Det kastede i august to nye plader af sig. Den ene, Danish & Faroese Recorder Concertos, er en del af Petris serie med nutidige blokfløjteværker fra hele verden. Den anden, Nordic Sound: Tribute to Axel Borup-Jørgensen, er en indspilning af en håndfuld værker, som blev komponeret til minde om Borup-Jørgensen og opført på Louisiana i forbindelse med det, der ville have været hans 90-års-fødselsdag sidste november.
Genspejl i en gammel tryllesø
Komponisterne overlapper på de to udgivelser. Nok er Petri ansvarlig for et boom i blokfløjterepertoiret, men bredere er udvalget dog heller ikke, end at Sunleif Rasmussen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen begge har et værk med på hver af pladerne. Ikke at det gør noget, for sammen med Bent Sørensen står de bag de mest spændende af værkerne – ej at forglemme genindspilningen af Axel Borup-Jørgensens Sommasvit (1957), der er et hurraråbende, roligt ulmende ekko fra fortiden, som Nordic Sound-værkerne i forskellig grad har spejlet sig i.
Og navnlig værkerne på Nordic Sound lyder også godt rent indspilningsmæssigt. Umiddelbart efter Louisiana-koncerten tog Petri med Laplands Kammerorkester og den tyske dirigent Clemens Schuldt til Lapland og optog værkerne, og det er lykkedes helt enormt godt. Ikke at Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Henrik Vagn Christensen gør det dårligt i Musikkens Hus på den anden udgivelse, men der lægger rummet altså en dæmper på intimiteten. Og det er klart, at den lydlige nærhed og detaljeringsgrad gør meget for ny musik-værker.
Det hører man allerede i Sørensens Whispering (2014), der lyder som en sørgende hyldest til den hviskende Borup-Jørgensen. Her glisserer Petri klagende rundt imellem og over isnende strygere. Der er en overbevisende ubestemthed, som efterhånden glider over i en først kækt melodiøs, men siden melankolsk retning. Til sidst lægger musikerne sig så langt tilbage i lydbilledet, at man kan høre rummet knirke, og værket går langsomt i stå, før det helt opløser sig selv. En meget dragende åbning af Nordic Sound.
Rigtigste kaos
Gudmundsen-Holmgreen optræder som sagt med to værker, men de kunne næsten ikke være mere forskellige inden for hans univers. Chacun Son Son (2014, ’hver med sit næb’) er en klassisk Pelle med en næsten bolero’sk opbygning af det åbne, stridende samtalekøkken. Her er Petri ’degraderet’ til at træde ind på linje med resten af træblæsergruppen i Aalborg Symfoniorkester, men det ville også være mærkeligt med en tyrannisk solist i hans musik – det er jo netop det evigt kævlende kaos, der hersker. I hvert fald som regel, for på Music for 13 Strings (2014) følges instrumenterne organiseret ad i deres mærkelige retninger, i øvrigt helt uden blokfløjte. I begge tilfælde er der en insisterende aggressivitet, og selvom formen er abrupt og kaotisk, bliver det som altid hos Gudmundsen-Holmgreen aldrig kedeligt eller frugtesløst at lytte opmærksomt til. Altså: Fedt, mand.
Lidt anderledes forholder det sig med Sunleif Rasmussens Territorial Songs (2009) og Winter Echoes (2014), der også gør sig i det kaotiske. Hvor de enkelte stemmer hos Gudmundsen-Holmgreen finder sammen om et udtryk, der rummer det modsatrettede, er Rasmussens samlede udtryk mindre absorberende. Lunefuldheden er afløst af en mere gold iscenesættelse af konflikt og halvhjertet forbrødring. Begyndelsen af Territorial Songs er fx et drama mellem en manisk forvirret blokfløjte, en autoritativ kirkeklokke og et abrupt intervenerende orkester, der skal banke fløjten på plads; kaosset virker dog alvorligt teatralsk og serielt styret. Den afstand, man bliver holdt på, forsvinder aldrig rigtigt, og derfor bliver det en ambivalent oplevelse at lytte til Rasmussens værker. De kan noget, men det er, som om de befinder sig bedst på en scene.
I kampens hede
Hvor musikprisværdigt Petris indsamlingsarbejde end er, er det selvfølgelig ikke lige godt det hele, heller ikke på de to nye plader. Thomas Koppels Moonchild’s Dream (1991) bliver ikke bedre, uanset hvor mange gange Petri indspiller den – og nu er det tredje gang. Selvom værket står som en af hjørnestenene i hendes livslange projekt, passer det dårligt ind i selskab med Rasmussen og Gudmundsen-Holmgreen på Danish & Faroese Recorder Concertos. Det er dybest set et Gheorghe Zamfir-værk (ham, der spillede panfløjte, sidst du kørte i taxa). Klichéerne og de skamredne harmonier kæmper med endeløs vibrato og overflødige toner om at stå i kø foran banaliteternes henrettelsespeloton, men af en eller anden grund – eller måske derfor – er det altså et værk, som mange holder af. I hvert fald Michala Petri.
Meget bedre bliver det ikke i Thomas Clausens Concertino for Recorder & Strings (2014) ovre på Nordic Sound. De fire satsers pastiche over Hollywood, Bach og Mozart driver ned ad højttalernes membraner, indtil du står i neobarokt sukkervand til anklerne. Det ville måske passe ind i et andet selskab, men ikke her. Koppel og Clausen er selvfølgelig også de grimme ællinger på de to plader. Rockpioneren og jazzpianisten – det var et sats. Og endelig mangler Mogens Christensens Nordic Summer Scherzo (2014) en egen identitet, men til gengæld excellerer Petri her mere end i nogen anden komposition med virtuose teknikker, løb og spring – det virker næsten som et udstillingsvindue for blokfløjteri.
Heltetragisk tilbagevenden
Lad os være ærlige et øjeblik. Jeg var skeptisk, da jeg fik stukket to cd’er med blokfløjte i hånden. Jeg mener, hallo – blokfløjte, right? Jeg har trods alt også gået til musikskolekoncerter engang. Men jeg blev overrasket over det væld af udtryk, Michala Petri behersker. Ikke bare det klanglige spænd fra bas- til sopranblokfløjte, men også overtoneteknikken og de afsindige løb, hun præsterer. Kun da der gik Zamfir i den på Moonlight’s Child, fik jeg mine fordomme bekræftet; resten af værkerne har talt til mig som ny musik på linje med alt anden ny musik. Petri er både virtuos og udtryksfuld i sit spil, selvom det også kunne være spændende, hvis det af og til lød lidt mindre suverænt, og så er hun visionær i sit arbejde med at indsamle nutidige værker for instrumentet. På alle måder en værdig modtager af Nordisk Råds Musikpris.
Alligevel ender vi nok med blokfløjtehåret i postkassen, når modtageren annonceres tirsdag i Reykjavik. For gælder der én regel for Nordisk Råds Musikpris, så er det, at man skiftes til at være mest værdig til at vinde. Og sidste år vandt altså Simon Steen-Andersen for Black Box Music. I øvrigt fuldt fortjent, men det levner ikke Michala Petri mange chancer. Ikke siden år 2000 er det sket, at et land har modtaget statuetten og det gyldne håndtryk to år i træk. Og statistikken siger det klart: Når det endelig sker, sker det som regel for Finland.
Så selvom hun har allieret sig med en hær af tidligere vindere og nominerede, og selvom de to nye udgivelser viser, at Petri er på toppen af sit kunstneriske virke, så ser det sort ud. Men op på hesten igen. Vi skal have den forbandede pris til Petri, om så det først bliver i 2033. Måske kan vi få Steen-Andersen til at skrive et værk for blokfløjte og Wii i mellemtiden. For slet ikke at tænke på samarbejdsmulighederne, hvis det bliver den færøske doom metal-gruppe Hamferð, der modtager prisen tirsdag...
Læs mere om nomineringerne til Nordisk Råds Musikpris - ikke mindst den danske musiker HVAD - i dagens nyhed herom.
Michala Petri & Aalborg Symfoniorkester: Danish & Faroese Recorder Concertos. Udgivet på Our Recordings, 2015. Katalognr. 6.220609.
Michala Petri & Lapland Chamber Orchestra: Nordic Sound: Tribute to Axel Borup-Jørgensen. Udgivet på Our Recordings, 2015. Katalognr. 6.220613.
 
 
Sune Anderberg, Seismograf,(Magazine for contemporary Music)

Three very different recorder concertos show Michala Petri as subtle performer, with exquisite lyricism as well as stunning virtuosity
Remy Franck, Pizzicato, Luxemburg
7 October 2015
Pizzicato (Luxemburg)
Zeitgenössische Blockflöten-Konzerte
4 Notes
07/10/2015

Thomas Koppel: Moonchild's Dream; Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Chacun son son; Sunleif Rasmussen: Territorial Songs; Michala Petri, Aalborg Symphony Orchestra, Henrik Vagn Christensen; 1 SACD Our Recordings 6.220609; 6/14 (57'01) – Rezension von Remy Franck
Michala Petri beginnt ihr Programm mit ‘Moonchild’s Dream’, dem Soundtrack eines Videofilms über die Hoffnungen und Träume eines jungen Mädchens in einem Armenviertel Kopenhagens. Die Musik ist, losgelöst vom Bild, ungemein suggestiv und eher eine Folge von meist lyrischen Naturbildern als von Sozialproblematik. Michala Petri hat hörbar viel Freude an dieser spielerisch phantasievollen Musik, in der ihre Blockflöte auf dem Seile tanzt, und heftige Paukenschläge manchmal für Kontraste zu einer imaginären schönen Welt schaffen.
Weniger schön, abstrakter und zum Teil harsch präsentiert sich das viertelstündige Konzert von Pelle Gudmundsen-Holgreen, während Sunleif Rasmussens ‘Territorial Songs’ sich mit Vögeln befasst, die ihren Gesang auch zum Markieren ihres Gebiets benutzen. Dieser wie wild zwitschernde Vogelgesang fordert Michala Petri zu phänomenaler Virtuosität heraus, wobei diese nie Selbstzweck oder Show wird, dazu ist die Musikerin zu integer!
Gute Orchesterleistungen und eine tadellose Aufnahmetechnik bekräftigen den guten Eindruck, den diese CD insgesamt macht.
Three very different recorder concertos show Michala Petri as subtle performer, with exquisite lyricism as well as stunning virtuosity
Remy Franck, Pizzicato, Luxemburg

Petri continues to show why she remains a leading inspirer of new repertoire for the instrument.
Alison Melville, The Whole Note, Canada,August 2015
2015-10-03
August brought me two CDs of modern recorder concertos from Denmark, released on the Danish label OUR Recordings, and what a pleasant smörgåsbord they are (sorry, couldn’t resist that one). Danish and Faroese Recorder Concertos also features Petri as recorder soloist but this time with the excellent Aalborg Symphony Orchestra under Henrik Vagn Christensen. A novel by Italo Calvino was the inspiration for Rasmussen’s four-movement Territorial Songs, and his inventive, multi-faceted use of orchestral colour and depth of melodic expression is impressive. Chacun son son by Gudmundsen-Holmgreen begins with the whimsical combination of bass recorder, bass clarinet, clarinet and bassoon, and the various sections of the orchestra are pitted against one another, as one might expect given the piece’s title. The recorder is well incorporated into the woodwind section here, rather than being cast in a more typical soloist’s role, and the instrument, particularly the bass recorder, balances well with the others, something unlikely in an unplugged live performance. Thomas Koppel’s Moonchild’s Dream is the third contribution to the program and its lovely yet unmistakable film vibe is no surprise, considering that it was originally commissioned for a video. As always in this repertoire, Petri continues to show why she remains a leading inspirer of new repertoire for the instrument. I just wish that the excellent solo clarinetist from the Aalborg Orchestra had been credited, as the violinist was.
Alison Melville, The Whole Note, Canada,August 2015

Disc Complement Petri's Understated Virtuosity
Richard Whitehouse. Gramophone
October Issue
These latest releases from OUR Recordings, the label Michala Petri founded a decade ago, reaffirm the breadth of the contemporary recorder repertoire. "Nordic Sound" came together as a memorial tribute to Danish Composer Axel Borup-Jørgensen, represented here by his suite for strings inspired by Swedish lake-land Sommen and typical in its obligue combining of abrasive energy with austere expectancy.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen's Music for 13 Strings is appreciably more integrated as an overall entity, its trenchant contrapuntal writing redolent of Danish music from the 1950s. That the other pieces feature recorder is about their only connection. As it title suggests, Bent Sørensen's Whispering is a resourceful study in "sound overheard", while Mogens Christensen's Nordic Summer Scherzo has the descant instrument in a wealth of deft and capricious exchanges, most distinctive is Winter Echoes by Sunleif Rasmussen, with recorder and strings as one in a somber evocation of exquisite poise.

The other disc focuses on Danish and Faroese recorder concertos, this latter country again represented by Rasmussen – his Territorial Songs inspired by competing bird colonies in a sequence of five movements whose expressive central "anti-cadenca" is framed by musical landscapes of mesmeric stillness and, in turn, by bell-permeated studies of surging impetus. Vastly different is Moonchilds Dream, Thomas Koppels's concerto, whose four movements outline a trajectory of hopes envisaged though ultimately denied in music that ranges from overt brutality to radiant pathos. In between is Chacun Son Son, Pelle Gudmundsen-Holmgreen's typically ingenious sequence of canonic exchanges in which various recorders are deployed according to the orchestral context – thus resulting in music that is ominous and sardonic by turns.

Both discs complement Petri's tellingly understated virtuosity with committed playing from the Lapland Chamber Orchestra and Aalborg Symphony orchestras respectively. Spacious sound and copious notes further enhance recordings that are provocative and diverting in equal measure.
Richard Whitehouse. Gramophone