top of page
BACH-coverfron-sRGB.jpg

Berlingske Tidende (Denmark) 5 star review in leading Danish Newspaper Berlingske Tidende
Michala Petris disciplinerede magi

October 10, 2014

Søren Schauser

Berlingske Tidende (Denmark)
5 star review in leading Danish Newspaper Berlingske Tidende
Michala Petris disciplinerede magi
Michala Petri har lige udsendt sit bedste barokalbum i mange år – og er stadig en ørn til liveoptrædener.
Vi har hørt den gamle vurdering til bevidstløshed:
Michala Petri hører måske nok til landets bedste musikere. Hun har bare sit instrument imod sig.
Det med instrumentet kan være lidt rigtigt. Omrejsende virtuos på blokfløjte er ikke uden grund en sjældenhed. Barokkens lille blæserør kan savne slagkraft, farver i klangen, spændvidde i tonerne.
Petris særklasse står til gengæld stærkere end nogensinde. Hvad enten man ser den 56 år gamle stjerne i Mogens Dahls Koncertsal eller lægger hendes seneste CD på anlægget.
For hendes spil virker stadig mere kraftfuldt. Hun lægger stadig flere farver på blokfløjtens repertoire. Og hun kan varierer tonerne inden for den snævre ramme i det uendelige.
Petri har arbejdet med en syndflod af stjerne gennem årene. Hendes seneste spillepartner skulle blive den unge Mahan Esfahani- iranskfødt ekspert på cembalo og nybagt modtager af den hæderfulde Gramophone Award.
De to ligner ikke umiddelbart et indlysende match: Petri er den lidt stramme dame med bevidst nedtonet scenestil. Esfahani er showmand af den anden verden og kan tale en vis herre øret af.
Men de fungerer fuldstændig lydefrit sammen. Hun holder has improvisationer ved tangenterne lidt i ave. Han giver hende luft til endnu flere virtuoserier på fløjten.
Et arrangement som i torsdags er først og fremmest utroligt generøst. Parret kunne sagtens have spillet uddrag fra deres første album sammen og færdig.
Den stopfulde sal får bare uendelig meget mere:
Sonater af gamle Corelli. Værker af Johan Sebastian Bach og sønnen Carl Philipp Emanuel. Og oven i det hele så hele to forrevne mesterstykker af næsten ny dato.
Fantasien af Axel Borup-Jørgensen klinger i hvert fald fantastisk i deres hænder. Den nyligt afdøde dansker komponerede fuldstændig, som vi husker manden selv: Avantgardistisk og intellektuelt udfordrende - men samtidig utroligt venlig og i kontakt med følelserne.
Albummet er viet seks af sonaterne fra Corellis næstsidste opus anno 1700. herunder den berømte ”La Follia”, hvis arveanlæg skulle passere videre til menuetten fra ”Elverhøj”.
De i alt 23 skæringer blev oprindeligt skrevet for violin. At høre dem på blokfløjte har som regel været knap så spændende.
Men når Michala Petri leverer luften, kommer der sorg og ny stemning ind over. Hun får også forbløffende meget pynt af den fingernemme slags med. Og Cembaloet klinger rundt og skønt som den fineste guitar.
Et velproduceret album. To forskellige kunstnere i overraskende samdrægtighed. Seks skønne sonater fra pudderparykkens tid og med lige tilpas mange dikkedarer. Koncert: 5 stjerne og CD: 5 stjerner. Søren Schauser, Berlingske 11.10.2014

bottom of page