Svimlende korstemmer
DR Vokalensemblet imponerer med ungareren György Ligetis modernisme.

Føjet til en efterhånden lang række vellykkede album med DR Vokalensemblet og dets britiske chefdirigent Marcus Creed er der kommet et med ungarerne Zoltán Kodály (1882-1967) og György Ligeti (1923-2006). Hvad angår sidstnævnte, er der blandt andet tale om noget af det vanskeligste og mest fascinerende moderne korsang, og Vokalensemblet består denne ild- og vandprøve med glans. Før Ligeti meldte sig som en fremskudt partisan i 1960’ernes europæiske prørsbevægelse, blev han i sine læreår i Budapest stærkt påvirket af landsmændene Bartók og Kodály. For disse to havde folkesangen på landet været en enorm inspirationskilde.
På albummet hører vi det i Kodálys plastiske udsættelser af sange fra bjergregionen Mátra i det nordlige Ungarn (»Mátra képek«,1931). Og vi hører det hos Ligeti med sange fra samme fjerne lokation (»Mátraszentimrei Dalok«, 1955) udsat for sopraner og alter. Marcus Creed viser sig som en eminent mediator i disse hverdagsfortællinger bestandigt med fokus på det sandfærdige udtryk uden påført følelsesfuldhed, så musikken får et evighedsstrejf over sig. To urbilleder (1955), den anselige »Nat« og den muntert overgivne »Morgen « til tekster af Sándor Weöres tog derimod farve af udenlandske klangeksperimenter, og denne nye vej blev fuldbragt i 1966 med pragtværket Lux aeterna (det evige lys), den sidste tekstdel af den katolske rekviemmesse. Stemmer fra det fjerne De seksten stemmer kommer ’fra det fjerne’, drypvis i hvert sit soloforløb, i et tilsyneladende ubrudt åndedrag, tættere og tættere, så samklangene former klangskyer, også i pludselige glimt af harmoni, uhyre langsomt og i skiftende registre. Og DR Vokalensemblets beherskelse af denne såkaldte mikropolyfone dramaturgi er imponerende, det er endnu et tegn på frugterne af Creeds visionskraft og tekniske disciplinering.Ligeti slog senere ind på en ny vej med »Drei Phantasien nach Friedrich Hölderlin« (1982). Her eksperimenterede han med harmonier i blandinger af diatonik og kromatik og med en genfunden melodisk åre, en sanselig og opulent polyfoni for 16 solostemmer, som formidles suverænt på albummet.
At Ligeti valgte visionær poesi af den tyske romantiker Hölderlin (1770-1843), hænger sammen med denne harmoniske overflod. Musikken springer ud af ordene som i »Hälfte des Lebens«, et næsten symbolistisk digt om at være midtvejs i livet, visualiseret i nostalgiske sensommerbilleder og vemod over vinterens komme. Den musikalske fremmaning af et vanvittigt skylandskab i »Abendphantasie« fandt ifølge Ligeti også sin inspiration i Alexanderslaget, et storladent maleri af renæssancemesteren Albrecht Altdorfer (1480-1538). Og så fremdeles: endnu et stærkt udspil fra DR’s eliteensemble. Valdemar Lønsted, Information 1. marts 2022

Google Translation
Stunning Choir Voices
The DR Vocal Ensemble impresses with the modernism of the Hungarian György Ligeti.

Added to a gradually long series of successful albums with the DR Vocal Ensemble and its British chief conductor Marcus Creed, there has been one with the Hungarians Zoltán Kodály (1882-1967) and György Ligeti (1923-2006). As for the latter, it is, among other things, one of the most difficult and fascinating modern choral works, and the Vocal Ensemble passes this fire and water test with brilliance. Before Ligeti enlisted as a prominent partisan in the European prairie movement of the 1960s, he was heavily influenced by his compatriots Bartók and Kodály during his apprenticeships in Budapest. For these two, the folk song in the countryside had been a huge source of inspiration. On the album, we hear it in Kodály's plastic renditions of songs from the Mátra mountain region of northern Hungary ("Mátra képek", 1931). And we hear it in Ligeti with songs from the same distant location ("Mátraszentimrei Dalok", 1955) exposed to sopranos and altar. Marcus Creed proves to be an eminent mediator in these everyday narratives, constantly focusing on the truthful expression without inflicting emotion, so that the music gets an eternity touch over it. Two clock images (1955), the considerable 'Night' and the cheerfully surrendered 'Morning' to texts by Sándor Weöres, on the other hand, took on the color of foreign sound experiments, and this new path was completed in 1966 with the magnificent work Lux aeterna (the eternal light), the last text part of the Catholic Requiem Mass. Voices from afar The sixteen voices come ‘from afar’, dripping in each solo sequence, in a seemingly unbroken breath, closer and closer, so that the harmonies form clouds of sound, even in sudden glimpses of harmony, extremely slowly and in shifting registers. And the DR Vocal Ensemble's mastery of this so-called micropolyphonic dramaturgy is impressive, it is yet another sign of the fruits of Creed's visionary power and technical discipline. Ligeti later embarked on a new path with "Drei Phantasien nach Friedrich Hölderlin" (1982). Here he experimented with harmonies in mixtures of diatonic and chromaticism and with a rediscovered melodic vein, a sensuous and opulent polyphony for 16 solo voices, which is conveyed superbly on the album. That Ligeti chose visionary poetry by the German romanticist Hölderlin (1770-1843) is connected with this harmonious abundance. The music springs from the words as in »Hälfte des Lebens«, an almost symbolist poem about being midway through life, visualized in nostalgic late summer images and melancholy over the coming of winter. According to Ligeti, the musical evocation of an insane sky landscape in "Abendphantasie" also found its inspiration in the Battle of Alexander, a magnificent painting by the Renaissance master Albrecht Altdorfer (1480-1538). And so on: another strong move from DR’s elite ensemble. Valdemar Lønsted, Information 1 March 2022