AI Translation.

Here We Are Welcomed into a Sound World Schubert Would Feel at Home In
Singer Jakob Bloch Jespersen and pianist Sharon Prushansky interpret Schubert’s song cycle on a new album. It’s a solid surprise.

Schubert himself considered the 24 songs of his Winterreise to be ghastly, but with bass-baritone Jakob Bloch Jespersen and pianist Sharon Prushansky’s interpretation, the material opens up in a new and surprising way.
Franz Schubert’s sublime song cycle Winterreise, set to Wilhelm Müller’s poems and composed in 1827, has been recorded hundreds of times. Now, the Danish bass-baritone Jakob Bloch Jespersen joins this tradition with a truly special release on the label Our Recordings.
His accompanist, the Israeli pianist Sharon Prushansky, is a specialist in early Romantic music. Playing a copy of a fortepiano built by Viennese maker Jakob Bertsche around 1815, she invites us into a sound world where Beethoven and Schubert would feel entirely at home. And this means that much in these 24 songs gains a freshness and expressive refinement that modern instruments can’t offer.
This isn’t the first time it's been done. Tenors like Christoph Prégardien, Werner Güra, and Mark Padmore have recorded Winterreise accompanied by fortepianos, the early types of pianos. And increasingly, pianists are turning to these lightweight instruments to rediscover Beethoven’s and Schubert’s sonatas and to distance themselves from performance traditions of the last hundred years.
Jakob Bloch Jespersen is known for his engaged and skilled work in both early music and contemporary repertoire. This is a rare vantage point from which to illuminate Schubert’s profoundly monumental work.

Into a Tormented Mind

Winterreise is a monodrama featuring a nameless character telling his story. He departs the village he once entered as a stranger and now leaves as a stranger, betrayed by the girl he fell for last spring, setting out on a journey on foot through snow and ice. The route is unmapped, the destination and duration unknown, and his only companion is his shadow cast by the moon.
But it is more a journey into a tormented, labyrinthine mind, as the outer world often mirrors the inner, creating nearly psychotic states of disillusionment and depression.
In “Erstarrung” (No. 4, “Frozen”), the wanderer vainly searches for traces of his beloved in nature. His tears are to pierce through ice and snow to reveal the green grass and flowers of the past spring. But there are no memories, only in his dead heart does her image remain, preserved by his pain, and when the heart thaws, the image vanishes.
Jakob Bloch Jespersen rushes through the five stanzas of this minor-mode song with high pulse, supported by the fortepiano’s restless bass line. It’s urgent and gripping, helped by Sharon Prushansky’s rhythmically charged accompaniment.

The Linden Tree

Peace enters with “Der Lindenbaum” (No. 5, “The Linden Tree”), where a rhythmic echo of Erstarrung becomes present like the rustling leaves in the tree’s crown, reflecting the wanderer’s shifting mental states.
The linden tree by the well outside the town walls was once the meeting spot for lovers. He visits it, its branches inviting him to rest, but with the cold wind in his face, he chooses to keep walking, never looking back. Long after, the rustling still resonates in him, and he thinks maybe he could have found eternal peace there.
It sounds like a folk song but suddenly transforms into a violent inner revolt. The striking aspect of this new album is how differentiated and above all rhythmically clear everything becomes. The tempo is quicker than usual, thus removing the song’s tendency to lean toward sentimentality or even German national nostalgia, a layer later interpretations have imposed on Schubert’s original.
Jakob Bloch Jespersen sings with appealing, unpretentious naturalness. Only at the awakening of the cold winds does he give full voice to a dark desperation. Prushansky’s fortepiano is fitted with six pedals that produce various sound effects. She uses most of them in Der Lindenbaum. Alongside two fuller registers, she evokes delicate echoes in exquisitely soft dynamics, and as the music transitions to winter’s chill, she shifts to a more robust bassoon-like register.
Here, one hears anew what German scholars call Mitsprache des Gefühls—the pianist’s emotionally responsive interpretation of the poem’s emotional content.

The Three Suns

The same goes for the excellent rendering of “Frühlingstraum” (No. 11, “Spring Dream”), also a song about the stark contrast between dream and reality. But hope and optimism occasionally break through, for example in “Die Post” (No. 13, “The Mail”). The post horn sounds in the street—is there a letter from her? Jespersen glides lightly and fluidly over Prushansky’s brilliantly articulated rhythmic leaps.
In “Mut!” (No. 22, “Courage!” or rather “Defiance”), singer and pianist unite in a brisk, subtly ironic traveler’s mode. The march-like energy gets a clipped twist, and Jespersen’s cheerful figurations carry no deeper resonance, the wanderer is sufficient unto himself. Only fools weep; God is dead; “we are gods ourselves!”

The Final Two Songs

The last two songs of the cycle reside at the edge of the known world. In “Die Nebensonnen” (No. 23, “The Phantom Suns), the wanderer sees three suns, two no longer his, already set (his beloved’s eyes), and when the third goes too, darkness will suit him just fine. The fortepiano follows suit with darkened timbres, like a cello quartet, slavishly tracking the melodic line. The interpretation is psychologically lucid, thanks to the singer’s consistent restraint and the fortepiano’s precise phrasing and nuanced dynamics.
With hollow tones and monotonous repetitions, “Der Leiermann” (No. 24, “The Hurdy-Gurdy Man”) becomes total stasis. The wanderer encounters an old, barefoot man cranking his hurdy-gurdy as best he can. Should he follow this pitiful vagabond? Will he crank his hurdy-gurdy to the wanderer’s songs?
Sharon Prushansky achieves her particularly muffled sound using the so-called double moderator pedal, producing soft harp-like tones and the instrument’s quietest volume levels. The result is ghost music to Jakob Bloch Jespersen’s verses, more whispered than sung, in a state where human dignity has vanished.
Schubert called the 24 songs “ghastly” and was more deeply moved by them than by the hundreds of others he composed. With these two artists’ exploration of Winterreise, the work opens up in new and surprising ways.
Schubert’s song cycle Winterreise. Bass-baritone Jakob Bloch Jespersen and pianist Sharon Prushansky. Our Recordings.

Original Danish Text:

Her lukkes vi ind i en klangverden, som Schubert ville føle sig hjemme i
Sangeren Jakob Bloch Jespersen og pianisten Sharon Prushansky tolker Schuberts sangcyklus på nyt album. Det er en gedigen overraskelse. Skrevet af:Valdemar Lønsted, 7. april 2025

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2025/04/lukkes-klangverden-schubert-foele-hjemme

Schubert selv anså de 24 sange i hans ’Winterreise’ for gyselige, med basbaryton Jakob Bloch Jespersen og pianist Sharon Prushanskys fortolkning åbner materialet sig på en ny og overraskende måde.
Franz Schuberts sublime sangcyklus Winterreise – til Wilhelm Müllers digte og komponeret i 1827 – er blevet dokumenteret i flere hundrede pladeversioner. Nu melder den danske basbaryton Jakob Bloch Jespersen sig ind i selskabet med en ganske særlig udgivelse på Our Recordings.
Hans akkompagnatør, den israelske pianist Sharon Prushansky, er specialist i den tidlige romantiks musik. Med sin beherskelse af instrumentet, en kopi af et fortepiano bygget af wieneren Jakob Bertsche omkring 1815, lukker hun os ind i en klangverden, som Beethoven og Schubert ville føle sig hjemme i. Og det betyder, at mangt og meget i de 24 sange får tilført en friskhed og ekspressiv forfinelse, som de moderne instrumenter ikke kan tilbyde.
Det er ikke første gang, det sker. Tenorer som Christoph Prégardien, Werner Güra og Mark Padmore har indspillet Winterreise ledsaget af fortepianoer, som de tidlige klavertyper blev kaldt. Og endnu flere på pianistsiden føler sig tilskyndet til at spille Beethoven og Schuberts sonater på disse letvægtsinstrumenter, for at opdage værkerne på ny og distancere sig fra de sidste hundrede års spilletradition.
Jakob Bloch Jespersen er kendt for sit engagerede og kompetente arbejde med tidlig musik og helt ny musik. Det er et udgangspunkt i belysningen af Schuberts dybtgående storværk, man sjældent kommer ud for.
Ind i et forpint sind
Winterreise er et monodrama med en navnløs person, der fortæller sin historie. Han bryder op fra landsbyen, han kom som en fremmed og forlader den som en fremmed, svigtet af den pige, han faldt for i det svundne forår, og ud på en fodrejse gennem sne og is. Ruten er ikke kortlagt, målet og rejsetiden kendes ikke, og han har kun sin egen månekastede skygge som følgesvend.
Men det er mere en færd ind i et forpint og labyrintisk sind, fordi den ydre verden ofte sættes op som et spejl af den indre og danner næsten psykotiske tilstande af desillusion og depression.
I »Erstarrung« (nummer 4), som betyder stivnet tilstand, leder vandreren forgæves efter kærestens spor i naturen. Hans tårer skal gennemtrænge is og sne og lade det forgangne forårs grønne græs og blomster komme til syne. Men der er ingen minder, kun i hans døde hjerte stivner billedet af hende, hans smerte holder det i live, og når hjertet smelter igen, forsvinder også billedet.
Jakob Bloch Jespersen jager med høj puls gennem molsangens fem strofer støttet af fortepianoets urolige baslinje. Det er hidsigt og medrivende, også fordi Sharon Prushansky giver akkompagnement en så rytmisk nerve.

Lindetræet

Roen indfinder sig i »Der Lindenbaum« (5), lindetræet, hvor en rytmisk reminiscens af »Erstarrung« bliver nærværende som trækronens susende blade i overensstemmelse med vandrerens skiftende sindstilstande.
Lindetræet ved brønden uden for bymuren var engang kæresteparrenes mødested. Han har opsøgt det, grenene inviterede ham til at finde hvile, men med den kolde vind i ansigtet valgte han at gå videre uden at se sig tilbage. Længe efter resonerer lindetræets susen i ham, og han tænker, at han måske kunne have fået evig fred dér.
Det lyder som en folkesang, men den ændrer sig brat til et voldsomt indre oprør. Det bemærkelsesværdige ved det nye album er, hvor differentieret og frem for alt rytmisk klart, alt kommer til at fremstå. Tempoet er hurtigere end vanligt. Dermed afmonteres sangens tendens til at hælde mod det sentimentale eller ligefrem den tyske nationalnostalgi, som Schuberts eftertid lagde i den i en bearbejdet version.
Jakob Bloch Jespersen synger med en tiltalende og ligefrem naturlighed, først ved de kolde vindes opvågning giver han frit løb for en sort desperation. Prushanskys fortepiano er forsynet med hele seks pedaler med forskellige klangvirkninger, og hun anvender de fleste af dem i »Der Lindenbaum«. Foruden to fyldigere registre fremkalder hun ekkoer i en udsøgt svage nuancer, og i omslaget til vinterkulden anvendes modsat et robust fagotregister.
Her hører man på en ny måde det, tyske fagfolk kalder Mitsprache des Gefühls, som går på pianistens medlevende uddybning af digtets emotionelle indhold.
De tre sole
Noget ganske tilsvarende kan skrives om den fine udførelse af »Frühlingstraum« (11), forårsdrøm, også en sang om den krasse kontrast mellem drøm og virkelighed. Men håbet og optimismen slår undertiden kortvarigt igennem, eksempelvis i »Die Post« (13). Posthornet gjalder i gaden, mon der er brev fra hende? – Jespersen stryger let og afspændt hen over Prushanskys fænomenalt pointerede springrytmer. I »Mut!« (22), mod eller snarere trods, finder sanger og pianist sammen i en rask, men subtilt ironisk vandrermodus. Marchenergien får et afsnubbet tvist, og Jespersens muntre figurationer har ingen dybere genklang, for vandreren er sig selv nok, kun tåber flæber, Gud er død, »vi er selv guder!«
Cyklussens to sidste sange befinder sig langt ude i grænselandet. I »Die Nebensonnen« (23), skinsolene, ser vandreren tre sole, to af dem er ikke længere hans, de er gået ned (hans elskedes øjne), og når den tredje følger efter, vil mørket gøre ham ganske mere tilpas. Fortepianoet bevæger sig af samme grund i mørknede klange, som var det en cellokvartet, og følger slavisk sangerens melodiske linjer. Tolkningen er psykologisk klarsynet, ved sangerens konsekvent kontrollerede reservation og fortepianoets eksakte frasering og svage nuanceringsgrader.
Med tomme klange og ensformige gentagelser er der absolut stilstand i »Der Leiermann« (24). Vandreren møder en gammel, barfodet mand, som drejer, så godt han kan, på sin lire. Skal han følges med denne pauvre landstryger, vil han dreje sin lire til hans sange?
Sharon Prushanskys særligt dæmpede klanglægning skyldes den såkaldte dobbelte moderator pedal, som fremkalder bløde harpeklange og instrumentets svageste styrkegrader. Og det bliver en spøgelsesmusik til Jakob Bloch Jespersens for så vidt mere hviskede end sungne vers, i en tilstand hvor den menneskelige værdighed er tabt af syne.
Schubert kaldte de 24 sange gyselige og var selv mere berørt af dem end af de mange hundrede andre, han havde skabt. Med disse to kunstneres udforskning af Winterreise åbner den sig på nye overraskende måder.
Schuberts sangcyklus 'Winterreise'. Basbarytonen Jakob Bloch Jespersen og pianisten Sharon Prushansky. Our Recordings