Klassik Bureau.com (DK)
AI Translation:
When the Path Is Laid in Deep Footsteps
CD Review: Winterreise
Jakob Bloch Jespersen, bass-baritone
Sharon Prushansky, piano
Winterreise, F. Schubert
Label: OUR Recordings
Release date: April 25, 2025
Lucky is the one who, in this day and age, still owns a CD player! That person can enjoy receiving a refined and thoughtfully produced physical album, complete with beautiful graphics, informative liner notes, song texts, and other delights. It’s a completely different experience from a link and a stream, which often doesn’t even list the names of the performers. Everything is just right here—and that impression holds once the playback begins.
Without meaning to offend the excellent singer, for me it’s the accompaniment that sets this recording apart from many others. Anyone who undertakes to record this song cycle is, as we know, stepping into some very deep footprints. Dietrich Fischer-Dieskau alone made five or seven recordings, plus several concert performances. And although I personally don’t think other singers should go home and shoot themselves, as Hans-Georg Lenz once famously wrote in Information, it can’t be denied that he and others have left quite a mark, particularly in the baritone category, where names like Hans Hotter and Matthias Goerne inevitably come up.
Jakob Bloch Jespersen carries this heavy legacy with ease, he doesn’t put a foot wrong. It sounds magnificent. Never is a high note strained, never is a low note too airy. His legato, diction, and dynamics hold up to any comparison without faltering.
Sharon Prushansky accompanies congenially, or maybe even just “genially” without the “con” on a fortepiano that is a copy of an instrument from Schubert’s own time and region. A few decades ago, when recordings of Classical and early Romantic repertoire on period fortepianos began to emerge, they were often nearly unbearable to listen to. It felt like ordinary pianists were forcing these primitive boxes to do what modern grands are supposed to, and the result wasn’t pretty.
Here, however, we have a true specialist, one who not only makes the fortepiano sound glorious but also takes full advantage of its unique effect pedals, long since vanished from modern piano design. Her biography states that she specializes in Romantic performance practice, and I believe it. Her rubato is subtle and intuitive, which is not something you hear very often. The ensemble playing is deeply thought through, and it’s clear that each of the 24 songs has been given distinct and deliberate attention.
When everything is this good, top class, really, it makes the ungrateful critic in me wish for just a little more. One of my personal favorites in the Winterreise category is Peter Anders’ and Michael Raucheisen’s recording from a basement in Berlin during the final days of World War II. That recording is far from perfect, as one can’t expect perfection under such circumstances, but it carries a haunting sense of doom, loneliness, and the end times, precisely what this song cycle is about. It is about humanity’s irreparable loneliness and the journey toward death.
This theme is underscored by the final song’s use of the hurdy-gurdy man image, taken from the beginning of Goethe’s Faust (the scene where Faust leaves the church after Easter mass and encounters the little poodle that will turn out to be something quite different). There stands the eternally lonely hurdy-gurdy man, who never belongs and is never let inside. Brilliantly accompanied by Prushansky, by the way.
What one might wish for is that Jakob Bloch Jespersen, who can do it all, would also dare to sing ugly when the text calls for it. He’s on the way there in Die Krähe, and his chilling pianissimo in Der Leiermann will stay in my memory for a long time. He sounds, as noted, magnificent throughout, and there’s no doubt he always will. But more of the ugly, and definitely more from this outstanding duo, please. – Ulrik Spang-Hansen, April 13th, 2025
https://www.klassiskbureau.com/han-sender-v-rket-p-en-n-sten-perfekt-rejse

Original Danish text
Når vejen lægges i dybe fodspor

Jakob Bloch Jespersen, basbaryton
Sharon Prushansky, klaver
Selskab: Our Recordings
Udgives: 25. april 2025

Held den, der i disse tider stadig har beholdt sin CD-afspiller! Vedkommende kan nemlig nyde at få en lækker og gennemarbejdet produktion i hånden med flot grafik, oplysende noter, sangtekster og andet godt. Det er nu engang en helt anden oplevelse end et link og en streaming, som dårligt nok oplyser navnene på de medvirkende. Her er absolut alting i orden, og det indtryk holder sig, når først afspilningen begynder.
Uden på nogen måde at ville fornærme den fortræffelige sanger så er for mig akkompagnementet det, der udskiller denne indspilning fra adskillige andre. Den, som vil indspille denne lied-cyklus, træder som bekendt i nogle meget dybe fodspor. Alene Dietrich Fischer-Diskau har lavet fem eller syv plus et antal koncertoptagelser, og selvom jeg ikke personlig synes, at andre sangere af den grund burde gå hjem og skyde sig en kugle for panden, som Hans-Georg Lenz berømmelig skrev i Information i sin tid, så kan det dog ikke nægtes, at både han og forskellige andre forgængere har gjort sig kraftigt bemærket. Også i barytonfaget – Hans Hotter og Matthias Goerne trænger sig her på. Jakob Bloch Jespersen kan bære den tunge arv, han sætter faktisk ikke en fod ved siden af. Det klinger pragtfuldt. Aldrig er en høj tone klemt, aldrig er en dyb tone for luftig, og hans legato, hans tekstudtale og hans dynamik kan tåle en hvilken som helst sammenligning uden at falde igennem.

Sharon Prushansky akkompagnerer kongenialt (eller måske ligefrem bare ’genialt’ uden ’kon’) på et pianoforte, der er en kopi af et instrument fra Schuberts egen tid og område. For nogle årtier siden, da der først begyndte at komme indspilninger af repertoire fra wienerklassikken og den tidlige romantik på kopier af samtidige pianoforter, var det faktisk temmelig ulideligt at høre på. Man fik det indtryk, at det var helt ’almindelige’ pianister, der med vold og magt forsøgte at få den primitive kasse til at gøre noget i retningen af, hvad flygler plejer, og det lød ikke særlig rart. Her har vi at gøre med en decideret specialist, der dels får fortepianoet til at klinge pragtfuldt og dels drager nytte af de specielle effektpedaler, som siden er forsvundet fra almindelig klaverbygning. Hun anfører i sin biografi, at hun har specialiseret sig i romantisk opførelsespraksis, og det tror jeg på. Hendes rubato er subtilt og indforstået, hvilket bestemt ikke er noget, man hører ret tit. Sammenspillet fremstår meget gennemarbejdet, og det er tydeligt, at der er taget klar stilling til hver lied i denne samling på 24.

Når nu det hele er så godt, ja, i topklasse, så griber det utaknemmelige anmelderskarn sig jo i at ønske sig endnu mere. En af mine favoritter i ’Winterreise’-branchen er Peter Anders’ og Michael Raucheissens indspilning fra en kælder i Berlin i 2. Verdenskrigs sidste dage. Denne indspilning er bestemt ikke perfekt, det kan man heller ikke forlange forholdene taget i betragtning, men der er en meget påtrængende stemning af undergang, ensomhed og de sidste tider, hvilket er lige præcis, hvad denne sangcyklus drejer sig om. Den handler om menneskets ubodelige ensomhed og rejse mod døden.

Begge dele er understreget ved den sidste lieds brug af ’lirekassemand’-billedet fra begyndelsen af Goethes Faust (der, hvor Faust kommer ud af kirken efter påskehøjmessen og støder på den lille puddelhund, der skal vise sig at være noget helt andet). Der står den evigt ensomme lirekassemand, der aldrig hører til og aldrig kommer indenfor. Helt fremragende akkompagneret af Prushansky, i øvrigt. Det, som man kunne ønske sig, er, at Jakob Bloch Jespersen, som kan alting, også i sig finder modet til at synge grimt, når teksten kalder på det. Han er på vej derud i ’Die Krähe’, og hans isnende pianissimo i ’Der Leiermann’ vil blive stående længe i min hukommelse.
Han klinger som nævnt pragtfuldt hele vejen igennem, og igen er i tvivl om, at det kan han altid. Men mere af det grimme, og også meget gerne mere af denne fremragende duo.

Ulrik Spang-Hansen, April 13th, 2025