BACH-coverfron-sRGB.jpg

Klassisk (Denmark) 5 stjerner, Alle blokfløjtens afkroge - Albummet er en demonstration af Michala Petri`s mesterskab, men også af dansk/færøsk musiks næsten bizart mangfoldige frugtbarhed

November 14, 2015

Jens Cornelius

Forhåbentlig skræmmer den spøjse albumtitel ikke publikum væk! For cd`en med nye blokfløjtekoncerter er noget af en manifestation.
Første komponist er Thomas Koppel. Efter sit brud med den klassiske tradition omkring 1970 skrev han stort set ikke partiturmusik. De vigtigste undtagelser blev lavet til Michala Petri, som har indspillet hans musik 2 gange tidligere, også dette værk, ”Moonchilds Dream” fra 1991. Her lykkedes det Thomas Koppel ar forene sin fabulerende fusionsstil med et klassisk format, endda tilsat et politisk indhold. Månebarnet i musikken er en drømmende proletarpige i Sydhavnen, hvor Koppels hjerte havde hjemme.
Som i andre tilfælde synes jeg, at hans politiske tanker kan blokere for musikken, men ellers er det svært at stå for det melodiske koncertstykke. Michala Petri spiller besjælet og med en meget smuk klang og et naturligt greb om stilen. Også dirigenten Henrik Vagn Christensen og produceren får det bedste ud af Koppels partitur, fra en næsten uhørlig rumlen til de ublufærdige følelsesudbrud.
Med et brat skift følger 82-årige Pelle Gudmundsen-Holmgreens nye værk ”Chacun son son” (Hver sin klang). Idéen er, at træ- og messingblæsere, strygere og slagtøj holdes uforsonligt adskilt. Det samler sig aldrig, men forløber på sin egen måde udmærket alligevel. Musikken bevæger sig mod et medrivende klimaks, som helt efter bogen ender på kanten med en solokadence. Men den er for violin!
Gabet er afgrundsdybt fra Thomas Koppels strygen med hårene til Pelle Gudmundsen-Holmgreens kontrære klangverden, hvor uforenlighed er et grundprincip. Og hvor hvert motiv vrides ud som af en sur karklud. Dryp efter dryp er det en oplevelse – og med en egen selvmodsigende hensigt også virkelig underholdende. Bedre galde findes ikke i dansk musik.
Sidste værk er Sunleif Rasmussens femsatsede ”Territorial Songs” fra 2009. En indholdsrig og virtuos solokoncert, hvor solisten er hyperaktiv som en fugl besat af sin territorialsang. Orkestret er spændt hårdt for af det myldrende partitur, hvor enkeltstemmer på skift kører solo. Rasmussens kup er, at solokadencen med magisk virkning bliver et indadvendt mysterium i koncertens eneste rolige afsnit. På én gang syngende og fløjtende forvandler blokfløjten sig her til en menneskefugl langt ude i Atlanten.
Albummet er en demonstration af Michala Petri`s mesterskab, men også af dansk/færøsk musiks næsten bizart mangfoldige frugtbarhed. Jens Cornelius, november 2015