top of page
BACH-coverfron-sRGB.jpg

Klassisk (DK) 5 stjerner - Berusende afveje

May 16, 2016

Per Rask Madsen

Klassisk (DK) 5 stjerner
Berusende afveje
Michala Petri må være en drøm at skrive musik til. I mange år kendte offentligheden hende mest for barokfortolkninger – dér lå det oplagte repertoire jo, - men siden 1970èrne har hun også samarbejdet med tidens komponister. I dag har samtidsmusikken hendes næsten udelte fokus. Den tekniske virtuositet er fuldstændig intakt, og hun hviler i sig selv, som en moden mester gør. Hjemlige komponister såvel som amerikanske, europæiske og kinesiske har skrevet værker til hende, og på den nye cd bliver lytteren overrumplet hele tre gange.
Markus Zahnhausen (f.1965) er noget så sjældent som en komponerende blokfløjtenist og endda en, der har noget spændende at byde på. Til Michala Petri har han skrevet ”Recordare”, en slags instrumental rekviem uden liturgi og med associationer til en imaginær film. Musikken simrer og bobler op i uforudsigelige udbrud og er langt fra barokkens concerto-ideal, hvor solist og tutti er klart definerede.
Den franske komponist Fabrice Bollon (f.1965) har en succesfuld dirigentkarriere i sit hjemland og i det tyske. Han ser Miles Davies som den største musiker i anden halvdel af det 20.århundrede, og ”Your Voice Out of The Lamb” for blokfløjte og lille orkester søger da også væk fra de klassiske koncertsale og ind i 70èrnes symfoniske rock og jazzrock, hvor blandt andet Genesis` ikoniske album ”The Lamb Lies Down on Broadway” (1974) her holdes under en kalejdoskopisk prisme. Det fungerer fantastisk godt, selvom ingredienserne er mange, og komikken er som iværksat af et hold gnækkende alfer, der har hældt tryllestøv ud over instrumenterne: I Allegro giusto`en er der noget berusende og fjantet over de sordinerede trompeters tilråb og overdrevne wah-wah-lyde samt el-klaveret og marimbaens omtågede flakken omkring. Også de digitale delay-effekter på blokfløjten er sært fængslende. Odense Symfoniorkester er med på legen hele albummet igennem og spiller på et internationalt niveau, og i Bollons narrestreger kommer musikerne virkelig ud af deres komfortzone.
CD`en slutter med ”Musik for altblokfløjte, 25 strygere og slagtøj” af østtyskeren Günther Kochan (1930-2009), der står for det mest traditionelle indslag. Det blev komponeret på foranledning af førnævnte Markus Zahnhausen i 1996, for altblokfløjte og cembalo, og fire år senere omarbejdet til en koncert. De østtyske komponister har ikke været meget spillet uden for DDR, så vi har været totalt uvidende om Kochans bedrifter, men hører her et væsentligt glimt. Værket består af syv korte satser og rummer den mest indædte musik på cd`en. Strygerne glinser som en luftspejling under en sommerhede, og koblingen med strenge og slagtøj minder på flere måder om Bartoks musik i 1930`erne.
Bravo til musikerne og komponisterne på denne CD. Per Rask Madsen, Klassisk 4, maj-august 2016

bottom of page