Kristeligt Dagblad (DK) 5 stars
January 12, 2016
Peter Dürrfeld
5 stjernet anmeldelse i Kristeligt Dagblad
Vokalmusik af Messiaen
Den franske komponist Olivier Messiaen (1908-1992) betragtes i lighed med sin landsmand, netop afdøde Pierre Boulez, som en af de største komponister i det 20.århundrede, og er man nysgering efter at lære hans vokalmusik at kende, er det værd at anskaffe sig en ny cd fra OUR Recordings.
”l´amour et la foi” (kærlighed og troen), som titlen er blevet, rummer tre vokalværker af Messiaen, og pladen har meget fortjent vundet den prestigefyldte pris Diapason d´Or de l´année, opkaldt efter det franske musiktidsskrift Diapason (stemmegaflen)
Hovedværket, der varer godt 35 min, er ”Trois petites liturgie de Présence devine”, tre små liturgiske stykke om Guds tilstedeværelse. Messiaen har selv skrevet teksten til disse tankevækkende stykker. Han komponerede værket i 1943, men på grund af krigen måtte førsteopførelsen vente til april 1945, hvor de tyske tropper havde forladt Paris. En masse førende kulturpersonligheder var tilstede ved den lejlighed, heriblandt maleren George Braque, digteren Paul Élouard og komponisterne Arthur Honegger, Francis Poulenc – og Pierre Boulez.
De kunne glæde sig over det tresatsede og yderst dybsindige værk for 16 strygere, 18 sopraner, klaver og andre instrumenter, således det relativt nye ondes Martenot, et tidligt elektronisk tasteinstrument, opfundet af Maurice Martenot cirka 15 år tidligere.
På den nye skive søger DR`s VokalEnsemble og KoncertKoret, dirigeret af englænderen Marcus Creed, for en overbevisende fremførelse, assisteret af Marianna Shirinyan på klaver og Thomas Bloch på omtalte ondes Martenot.
Efter det korte mellemspil ”O sacrum convivium” (fra 1937), sunget på latin, følger cd´ens andet store værk, ”Cinq Rechants” fra 1948, skrevet for 12 solostemmer og sunget skiftevis på fransk og et sanskritlignende sprog, som Messiaen selv har opfundet.
Alt det kan læses nærmere om i det forbilledlige teksthæfte, der følger med denne krævende, men også uhyre givende udgivelse. Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad 13.januar 2016