top of page
BACH-coverfron-sRGB.jpg

Kristeligt Dagblad (DK)-6 stars (Full House)-Klogere på Axel

November 14, 2017

Peter Dürrfeld

Kristeligt Dagblad (DK)
6 stars (Full House)
Klogere på Axel
I begyndelsen af 1900-tallet komponerede franskmanden Claude Debussy orkesterværket ”La Mer” (Havet). En inkarneret Wagner-tilhænger sagde engang til mig, at den musik ikke lød som det storladne hav, men ”en tur i badekaret”.
En dansk komponist, Axel Borup-Jørgensen (1924-2012) gik 60 år senere i Debussys fodspor, da han skabte ”Marin”, et stort symfonisk digt, inspireret af havet. Det fik sin førsteopførelse i 1970 og anses for at være et af komponistens hovedværker.
Et nyt album fra OUR Recordings, bestående af en dvd og en cd, kan gøre os klogere på Axel – jeg tillader mig at være på fornavn med ham, for Axel” er titlen på den portrætfilm, der udgør den ene af de to film på dvd´en.
Portrætfilm kan ofte være fragmentariske i deres karakter, men når denne er så vellykket, skyldes det formodentlig, at mandens notoriske seriøsitet, hans på én gang elskværdige og grundige, næsten pedantiske væsen, har smittet af på de medvirkende.
Det andet indslag på dvd´en er en animationsfilm over ”Marin”, fascinerende, farverig og helt ordløs. Vi kommer ned under havoverfladen, hvor billederne begynder at spille sammen med Axels musik. Der er sære skikkelser (heldigvis) ingen pausefisk i denne undervandsodyssé. Livet er ikke altid let, kunsten og musikken ej heller.
Sidstnævnte kan man lytte nærmere til på cd´en, der med en samlet spilletid på over 78 min giver syv eksempler fra Axels lange karriere med ”Marin” som det længste, hvor DR SymfoniOrkestret bliver dirigeret af Thomas Søndergård.
Det tidligste værk er ”Musik for slagtøj og bratsch” opus 18, fra midten af 1950´erne, det nyeste ”Pergolato”, opus 183, hvor Michala Petri excellerer i sin blokfløjtekunst. Fem minutters skønhed af den stringente slags. Axel var ikke manden, der leflede for det store publikum. Peter Dürrfeld, 15. november 2017

© 2024 by OUR Recordings

bottom of page