KRITIK
Robotter, systemer
og den fri fantasi
»Robotmusik kan, som hos Wayne Siegel, være vital fri og næsten musikantisk spontan. Den menneskeskabte kan, som hos Per Nørgård, være mystisk, utilgængelig, ja, næsten overmenneskelig. Og så kan der, som hos Axel Borup-Jørgensen, være momenter, der éntydigt synes at pege på musikken som menneskeskabt.« Svend Hvidtfelt Nielsen anmelder tre aktuelle udgivelser med orgelmusik.
AF
• SVEND HVIDTFELT NIELSEN
11. OKTOBER 2017
ANMELDELSE AF WAYNE SIEGEL: CELEBRATION, PER NØRGÅRD: ORGELBOGEN - CANON, AXEL BORUP-JØRGENSEN: ORGAN MUSIC
Portræt af Axel Borup-Jørgensen.
Organ Music
Også Borup-Jørgensens Kalligrafier har en struktur, der i lyset af hvad Siegel kan med maskiner, kunne lede tankerne hen på computergenereret komposition. To forskellige satselementer, liggende klange og staccattobevægelser, klangligt ikke ulig elementer fra Canon eller Libra, veksler på uforudsigelig vis stykket igennem. Er dette intuitivt komponeret – inden for de åbenlyse grænser det valgte materiale sætter – åbnes for spørgsmålet om intuitionens forhold til computerprogrammering? For såvel intuitionen som computerprogrammerne fastsættes forudbestemte rammer, som derefter udfyldes tilfældigt af computeren, kunstnerisk genialt og velovervejet af komponisten. Med resultater, som dog ligger nær hinanden.
At intuition og en menneskelig komponist ikke blot er forhistoriske overvurderede størrelser vidner dog flere andre af værkerne på Borup-Jørgensen-CD’en. Størst indtryk har de to repræsentanter for hans ”for orgel”-serie, for orgel IV og for orgel XI samt ikke mindst hans monumentale Winter Music for orgel og slagtøj.
I en musik, der lige så lidt som Nørgårds læner sig op af kendte gestikker, formår Borup-Jørgensen f.eks. i for orgel IV og for orgel XI at skabe en organisk bevægelse, hvis identitet etableres gennem subtile gentagelsesstrukturer og delikate rytmiske og klanglige enheder, som i Christensens udførelse får en egen smidig naturlighed, der ellers skulle synes det egensindige materiale umuligt. Hvorfor er jeg nu her så sikker på, at det er menneskeskabt? Det kommer af de uventede indslag, der – når først de er sat – straks synes næsten ventet. Det kommer af den måde det ene element får konsekvens for det næste. Vel åbner en uendelighedsrækkes begrænsninger for at gøre det umulige muligt. Men med total frihed til intuitivt at kunne reagere på sine egne indfald og derved ikke blot klangligt gestisk sandsynliggøre dem, men også lade dem blive betingende for det kommende, er slet heller at foragte. Og da slet ikke når det sker med Borup-Jørgensens finfølelse.
CD’en åbnes og lukkes med slagtøj. Første værk er fra 2009 og dermed CD’ens nyeste, men det bliver med sin korte spilletid af 1.40’ ikke til meget andet end en appetitvækker Winter Music er også i den henseende en mastodont. I over 15 minutter udspilles en konfrontation mellem slagtøj og orgel, hvor de to instrumenter på forunderlig vis komplementerer hinanden i såvel dia- som kontra-log. Organ Music fra Our Recordings er samlet set en teknisk, udførelsesmæssigt og naturligvis også kompositorisk imponerende og velkommen udgivelse.
Siegels Celebration har som et af sine elementer salmemelodier sat i en usædvanlig kontekst. Det samme finder i Nørgårds Orgelbog. Den består af et præludium fra 1956 komponeret til en vens bryllup af fem små orgelkoraler fra 1955, udgivet af EWH i en samling af dengang ”nutidige” orgelkoraler. Dertil kommer tre senere komponerede koraler (1976, 1992 og 1995), et sommerpræludium (1991), Libra (1973) samt seks variationer over hans egen melodi til Ole Sarvigs tekst ”Som året går” (1976-1980).
Den finesse og opfindsomhed, som jeg påpegede i Borup-Jørgensens to for orgel værker, gennemsyrer også Nørgårds tidlige orgelkoraler. Det er svært ikke at blive overvældet over den tidlige modenhed, disse værker udviser. Den unge Nørgård har en udsøgt klangsans og en helt egen fantasi, med hvilken han transformerer de gamle salmemelodier til noget fuldstændigt nyt og andet. Den fundamentalt anderledes anes her. Den kompositoriske fantasi, disse værker udstråler, synes ustækkelig. Og et værk som Canon, hvor fantasien udfoldes indenfor snævre bånd, kan høres som en dokumentation heraf. Mindre udfordrende – men smukt – finder jeg de første af hans hans variationer over ”Som året går.” Først i fjerde og femte variation kommer den Nørgårdske fantasi for alvor til udfoldelse. At det er menneskeskabt er tydeligt. På samme måde som hos Borup-Jørgensen; har satsen end aner tilbage i uendelighedsrækken, er variationerne frie og melodien tilsættes samme element af forunderlighed, som den unge Nørgård gav sine salmemelodier.
Maskinen. Brugen af denne indbyder (åbenbart) til højtravende filosofiske tolkninger. Sætter vi maskiner til at komponere er vi så nutidige, så avantgarde som overhovedet muligt, vi kan tildeles en plads i de nye begrebers verden.
Mennesket. Det mest interessante for mig i gennemlytningen af disse tre CD’er er i hvor ligegyldigt musikkens tilblivelsesproces er i forhold til dens udtryk. Robotmusik kan, som hos Siegel, være vital fri og næsten musikantisk spontan. Den menneskeskabte kan, som hos Nørgård, være mystisk, utilgængelig, ja, næsten overmenneskelig. Og så kan der, som hos Borup-Jørgensen, være momenter, der éntydigt synes at pege på musikken som menneskeskabt. Hos såvel Borup-Jørgensen som Nørgård træder disse tydeligst frem i de overraskende drejninger, der samtidig på udefinérlig vis føles rigtige.
Dette ikke være sagt som kritik af hverken det ene eller det andet.
De tre CD’er er alle overmåde anbefalelsesværdige.
Mere information om de tre udgivelse findes på nedenstående links:
Wayne Siegel: Celebration
Per Nørgård: Orgelbogen - Canon
Axel Borup-Jørgensen: Organ Music